« Back to Main
Fokus på Læring 3.0

Fokus på Læring 3.0

September 07, 2012 Ole Lauridsen

Akademisk Forlag. 2012. ISBN 978-500-4214-3

Bogen kan bestilles online på www.akademisk.dk for kr. 247,50 eller købes hos boghandleren for kr. 275,-

P Fokus på læring 3.0 beskæftiger sig med læringsstile, et værktøj som kan anvendes til undervisningsplanlægning og -afvikling, og som kan bruges på enhver arbejdsplads til at styrke og støtte de ansattes arbejde og samarbejde. I HR-sammenhæng og i ledelse er læringsstile ligeledes et stærkt redskab , og også studerende kan også få stor glæde af bruge læringsstilstankegangen i deres daglige arbejde. Læringsstile kan kort sagt bruges af alle overalt.

Langt de fleste ved faktisk ikke hvordan de lærer og arbejder bedst, og alt for mange følger blindt en bunke uskrevne regler: Sid ordentligt ved dit skrivebord! Lad være med at høre musik mens du arbejder – koncentrér dig! Hør efter hvad der bliver sagt! Gå frem skridt for skridt – logisk og ordentligt! Følg den struktur for stoffet du har fået stukket ud! Men vi lærer og arbejder alle sammen forskelligt, og selvom de uskrevne regler er udmærkede for nogle, er de gift for andre – ikke så få andre. Basis for bogen er Building Excellence – en bredt favnende læringsstilsmodel og –tilgang. Ud over en udførlig gennemgang af modellens elementer præsenterer forfatteren en lang række strategier for hvordan man kan arbejde og samarbejde mest effektivt. Der tages hensyn til den ny teknologi, især Web 2.0. og smartphones, men der arbejdes først og fremmest med teknikker der er helt uafhængige af den type hjælpemidler.